50 m rundt om hjørnet fra Hotel Sinu, findes El Porton, som er en restaurant el formidable - intet mindre. Det skal primært ses i lyset af hotellets egen restaurent, og det faktum, at der ikke ligger andre egentlige restaurenter i så umiddelbar nærhed. Alligevel skal der ikke tages noget fra El Porton. Maden er rigtig god og servicen er fortrinelig. Og så er der belligenheden. I Montería (og sikkert i resten af Columbia også) frarådes vi, at opholde os udenfor hotellerne efter mørkets frembryd, som på denne tid af året, sker omkring klokken 18. Men siden El Porton ligger så tæt på hotellet, tør vi godt vove os dertil efter, så vi kan spise efter Kevins behov; sådan ca. 18.30.
Hotellets egen restaurent åbner først kl 19.00, og selv om køkkenpersonalet anstrenger sig, både med at forstå vores bestillinger, og med at levere et udemærket stykke arbejde, er maden typisk først klar omkring kl 19.30. Det er selvsagt alt for sent for en lille dreng, så lettelsen var stor den dag, vi fandt El Porton, som faktisk har åben hele dagen.
Personalet har en god forståelse for småbørn, og de gange vi har bestilt kartoffelmos "papa del pure" er det på mirakuløs vis blevet serveret indenfor 5 min. Vi undrer os stadig over hvordan de kan være så beredte. Mosen er god nok - det ER rigtigt kartofler. Det imponerer os gang på gang...
Vi har spist der 4-5 gange nu, og der er ingen tvivl: Bor du på hotel Sinu i Montería, skal du besøge El Porton. Ikke mindst skal du bestille retten, som hedder noget i stil med "carne... bistec", som er en okse steak med kartofler og salat - den ret er fortrinelig, også selvom du ikke normal favoriserer oksekød. De serverer også en tilsvarende ret med kylling og endnu en med gris - begge er ligeså gode som den første, men siden Montería og omegn åbenbart er kendt (indenrigs!?!) for deres produktion af oksekød, er det den første ret, vi vil anbefale. Bon appetit en El Porton.
onsdag den 30. september 2009
Nogle ting går hurtigt her i Columbia :-)
Nu er det 14 fantastiske dage siden vi fik Kevin, men det føles bare som om vi har været sammen meget længere. Det bånd vi har fået skabt i vores lille familie på bare 14 dage, er helt utroligt, egenligt vildt at det kan gå så hurtigt og føles så naturligt.
Kevin udvikler sig også utroligt hurtigt. Nu er der næsten ikke en ting nede på legepladsen han ikke skal prøve, og giver sine forældre kamp til stregen og prøver dem af, lige så vel som kærlighed og beundring. Idag er han blevet så tryg og stor, at han efter to vers af elefantens vuggevise på mors eller fars skulder beder om at komme ned i sin egen seng og sove, hvor han ellers plejer at falde i søvn på deres skulder - det tager dog lidt mere end de 10 min. for ham som det ellers plejer at tage for at falde i søvn, men det er da stadig en god udvikling.
Ja nu har jeg så lige haft ham på skulderen i 5 min. da han ikke helt selv kunne falde i søvn i sin seng, så det foregående var måske en smule optimistisk, men nu sover han sødt :-). Vi må se om udviklingen forsætter lige så hurtigt, som den har gjort hidtil.
Men der er altså nogle ting der går hurtigt her i Columbia.
Kevin udvikler sig også utroligt hurtigt. Nu er der næsten ikke en ting nede på legepladsen han ikke skal prøve, og giver sine forældre kamp til stregen og prøver dem af, lige så vel som kærlighed og beundring. Idag er han blevet så tryg og stor, at han efter to vers af elefantens vuggevise på mors eller fars skulder beder om at komme ned i sin egen seng og sove, hvor han ellers plejer at falde i søvn på deres skulder - det tager dog lidt mere end de 10 min. for ham som det ellers plejer at tage for at falde i søvn, men det er da stadig en god udvikling.
Ja nu har jeg så lige haft ham på skulderen i 5 min. da han ikke helt selv kunne falde i søvn i sin seng, så det foregående var måske en smule optimistisk, men nu sover han sødt :-). Vi må se om udviklingen forsætter lige så hurtigt, som den har gjort hidtil.
Men der er altså nogle ting der går hurtigt her i Columbia.
tirsdag den 29. september 2009
Ingen sentencia idag - æv
Imorges, under morgenmaden, blev vi ringet op af Rami, som fortalte at vi alle skulle med til Cerete og videre til Cotorra, idet Ditte skulle skrive under på papirerne i Cerete og Kevins fingeraftryk skulle bruges i Cotorra.
Vi fik pakket bilen, og skiftet drengen, som fyldte bleen til lidt over bristepunktet 3 min inden afgang (typisk - men så var den del da overstået). Efter 30 min ankom vi til Cerete, hvor Ditte fik underskrevet sagen så vi kunne få udleveret de nødvendige kopier, men ligesom vi skulle til at afsted, opdagede advokaten, at dommeren i Cerete manglede at udfylde nogle formularer. Dommeren var ikke i bygningen, så vi aftalte at komme tilbage senere, når vi havde været i Cotorra.
Turen gik derfor videre til Cotorra. 30 min på "almindelig" columbiansk hovedvej (der er flere huller i columbias veje end i ost fra Schweitz) og en mindre strækning på grusvej. I Cotorra kørte vi lidt rundt for at finde den lokale domsbygning. Efter et par venlige anvisninger fandt vi den.
I søndags afholdtes der et valg i Columbia. I de større byer er de færdige med at tælle stemmerne op, men det er de ikke i Corotta. Derfor var domsbygningen lukket. "Ingen service mandag og tirsdag pga. stemmoptælling". Pokkers. Kevin havde ikke just vist sig fra sin tålmodige side i bilen, og derfor var situationen da også endnu mere træls. Havde det bare været farmand, der alene havde været afsted, havde det lukkede domshus blot betydet en ekstra dag på hotellet, men siden vi alle var med i bilen, har det været en rigtig "æv-formiddag".
Tilbage på hotellet sover Kevin i sin egen seng (vi har fået en weekendseng på værelset), og idag villle han hellere direkte i sengen end synges i søvn. Det var let. Far og mor venter på room service, og på at det håndvaskede tøj skal tørre på altanen.
Vi satser på at skulle samme tur igennem imorgen formiddag - forhåbentlig har de forskellige jurister fået styr på sagerne, så vi kan komme videre i programmet. Vi er SÅ tæt på.
Vi fik pakket bilen, og skiftet drengen, som fyldte bleen til lidt over bristepunktet 3 min inden afgang (typisk - men så var den del da overstået). Efter 30 min ankom vi til Cerete, hvor Ditte fik underskrevet sagen så vi kunne få udleveret de nødvendige kopier, men ligesom vi skulle til at afsted, opdagede advokaten, at dommeren i Cerete manglede at udfylde nogle formularer. Dommeren var ikke i bygningen, så vi aftalte at komme tilbage senere, når vi havde været i Cotorra.
Turen gik derfor videre til Cotorra. 30 min på "almindelig" columbiansk hovedvej (der er flere huller i columbias veje end i ost fra Schweitz) og en mindre strækning på grusvej. I Cotorra kørte vi lidt rundt for at finde den lokale domsbygning. Efter et par venlige anvisninger fandt vi den.
I søndags afholdtes der et valg i Columbia. I de større byer er de færdige med at tælle stemmerne op, men det er de ikke i Corotta. Derfor var domsbygningen lukket. "Ingen service mandag og tirsdag pga. stemmoptælling". Pokkers. Kevin havde ikke just vist sig fra sin tålmodige side i bilen, og derfor var situationen da også endnu mere træls. Havde det bare været farmand, der alene havde været afsted, havde det lukkede domshus blot betydet en ekstra dag på hotellet, men siden vi alle var med i bilen, har det været en rigtig "æv-formiddag".
Tilbage på hotellet sover Kevin i sin egen seng (vi har fået en weekendseng på værelset), og idag villle han hellere direkte i sengen end synges i søvn. Det var let. Far og mor venter på room service, og på at det håndvaskede tøj skal tørre på altanen.
Vi satser på at skulle samme tur igennem imorgen formiddag - forhåbentlig har de forskellige jurister fået styr på sagerne, så vi kan komme videre i programmet. Vi er SÅ tæt på.
Cerete, tur retur x 2
Efter en noget lang køretur fra kysten (vi måtte vende om halvvejs for at hente vores pas i et af lejlighedens køkkenskabe - surt!!!) er vi atter indlogeret på Hotel Sinu i Montería.
På vejen kørte vi (3 gange) igennem byen San Antero. Her har de en årlig byfest, hvor de iklæder deres mangetallige æsler lange kjoler og fester en hel uge. Vi så en masse æsler, men ingen kjoler. Vi kom også forbi Lorica, hvor der efter sigende er flere motorcykler end indbyggere. Der var en MC forretning på hvert andet gadehjørne. På de andre gadehjørner var der MC værksteder. Endeligt kom vi også igennem Cerete, som udover at være byen hvori vores adotionssag føres, er kendt som "The city of the white gold". Værende europæer i Columbia forstillede vi os straks at det er lige her, at det meste kokain findes...men "det hvide guld" hentyder til byens massive produktion af bomuld - hurra for vores fordomme.
På hotellet har vi fået samme værelse som sidst, og Kevin genkendte da også alle hotellets ansatte med det samme vi trådte ind af døren. På legepladsen i parken var der heller ingen problemer for mor, at aktivere den lille - han nærmest sprang på de kendte redskaber og morrede sig kosteligt. På trods af en urolig dag, har han taget det godt, og sover nu i sin egen lille seng imens mor læser og far blogger. Klokken er ca. 21 columbia-tid.
Vi ankom til hotellet ved 13-tiden. Klokken 15.30 blev farmand afhentet af Rami (vores tolk/chauffør/livsline) for, sammen med advokaterne, at køre til Cerete og underskrive Sentencia. Det er dokumentet, der overdrager forældremyndigheden til os - dét, det hele drejer sig om - så det er stort det her, folkens!!! Efter en del frem og tilbage vedr. Æ-et i vores navne gik det op for advokaterne, at der mangler et dokument, en slags dåbsattest, der erklærer, at Kevin faktisk er den rigtige Kevin. Det dokument findes i byen hvorfra Kevin oprindelig stammer: Cotorra. Vi passerede afvejen til Cotorra på turen til/fra kysten. Nu får vi muligheden for at se nærmere på byen, idet Thomas skal dertil for at hente dokumentet tirsdag formmidag (sammen med Rami og den ene advokat). Herefter er det tilbage til Cerete og afslutte sagen. Og herefter er det til lufthavnen, hvor vi flyver til Bogotá og indlogerer os på Hotel Las Palmas såfremt de har et ledig værelse.
Tirsdag bliver endnu en begivelsesrig dag for os. Godt at vi allerede idag, mandag, har købt en termokande.
På vejen kørte vi (3 gange) igennem byen San Antero. Her har de en årlig byfest, hvor de iklæder deres mangetallige æsler lange kjoler og fester en hel uge. Vi så en masse æsler, men ingen kjoler. Vi kom også forbi Lorica, hvor der efter sigende er flere motorcykler end indbyggere. Der var en MC forretning på hvert andet gadehjørne. På de andre gadehjørner var der MC værksteder. Endeligt kom vi også igennem Cerete, som udover at være byen hvori vores adotionssag føres, er kendt som "The city of the white gold". Værende europæer i Columbia forstillede vi os straks at det er lige her, at det meste kokain findes...men "det hvide guld" hentyder til byens massive produktion af bomuld - hurra for vores fordomme.
På hotellet har vi fået samme værelse som sidst, og Kevin genkendte da også alle hotellets ansatte med det samme vi trådte ind af døren. På legepladsen i parken var der heller ingen problemer for mor, at aktivere den lille - han nærmest sprang på de kendte redskaber og morrede sig kosteligt. På trods af en urolig dag, har han taget det godt, og sover nu i sin egen lille seng imens mor læser og far blogger. Klokken er ca. 21 columbia-tid.
Vi ankom til hotellet ved 13-tiden. Klokken 15.30 blev farmand afhentet af Rami (vores tolk/chauffør/livsline) for, sammen med advokaterne, at køre til Cerete og underskrive Sentencia. Det er dokumentet, der overdrager forældremyndigheden til os - dét, det hele drejer sig om - så det er stort det her, folkens!!! Efter en del frem og tilbage vedr. Æ-et i vores navne gik det op for advokaterne, at der mangler et dokument, en slags dåbsattest, der erklærer, at Kevin faktisk er den rigtige Kevin. Det dokument findes i byen hvorfra Kevin oprindelig stammer: Cotorra. Vi passerede afvejen til Cotorra på turen til/fra kysten. Nu får vi muligheden for at se nærmere på byen, idet Thomas skal dertil for at hente dokumentet tirsdag formmidag (sammen med Rami og den ene advokat). Herefter er det tilbage til Cerete og afslutte sagen. Og herefter er det til lufthavnen, hvor vi flyver til Bogotá og indlogerer os på Hotel Las Palmas såfremt de har et ledig værelse.
Tirsdag bliver endnu en begivelsesrig dag for os. Godt at vi allerede idag, mandag, har købt en termokande.
søndag den 27. september 2009
Termokanden
Vi har ingen termokande! Og det på trods af de mange huskelister, der findes på nettet og som stort set alle omfatter en termokande. Dette er hermed vores uforbeholdne undskyldning til de, fortrinsvist, adoptantmødre derude, som har hjulpet os i mange andre henseender (huskelisterne er guld værd for sådan nogle som os, der ikke altid besidder evnen til at se klart igennem de store ting i livet, og som derfor nogle gange ankommer halvt forberedt). Undskyld for den tirsdag aften, hvor vi, inden afrejsen hovedrystende afskrev behovet for en termokande. Unskyld for at vi ikke engang overvejede de mange lettelser en sådan termokande kunne have gjort os. Undskyld for at vi tvivlede på jer. Undskyld!
Hotel Villa Melissa stiller, til forskel for de andre hoteller vi har boet på, en termokande frem hver morgen, indeholdende nok aqua caliente (kogt vand), til at lave mælk og grød i en hel dag. Det er fremragende service, og illustrere en indsigt i børnefamiliens helt basale behov: fleksibilitet i forhold til fodertid. Denne fleksibilitet giver os muligheden for at tilrettelægge dagen præcis efter Kevins søvnrytmer (som stadig varierer en smule fra dag til dag). Det er en lettelse at vi selv kam betemme tempoet og dermed tiden for hvornår morgengrøden er blandet og hvornår aftenflaksen er klar. Det giver os en regelmæssighed, som ifølge de pædagogiske trosretninger (og de, der besidder Martha-nålen), er en vigtig ingrediens i børneopdragelsens viderunderlige univers. (De øvrige ingredienser består af lige dele ro og lige dele renlighed). Dette er naturligvis basis-viden for moderen, men for faderen er det en kærkommen aha-oplevelse.
Det skal med rette siges, at Hotel Las Palmas i Bogotá, har en kande i restauranten hvorfra der hele døgnet rundt kan tappes kogt vand, men det er alt andet lige nemmere med en termokande! Vi overvejer om en sådan også kan hjælpe os, når vi i 12-13 timer skal flyve med Air France fra Bogotá til Paris. Vi må naturligvis ikke have en fyldt termokande med ombord på flyet, men måske kan den fyldes op, når vi engang er ombord?
Når vi kommer til Montería køber vi sgu en termokande!
Hotel Villa Melissa stiller, til forskel for de andre hoteller vi har boet på, en termokande frem hver morgen, indeholdende nok aqua caliente (kogt vand), til at lave mælk og grød i en hel dag. Det er fremragende service, og illustrere en indsigt i børnefamiliens helt basale behov: fleksibilitet i forhold til fodertid. Denne fleksibilitet giver os muligheden for at tilrettelægge dagen præcis efter Kevins søvnrytmer (som stadig varierer en smule fra dag til dag). Det er en lettelse at vi selv kam betemme tempoet og dermed tiden for hvornår morgengrøden er blandet og hvornår aftenflaksen er klar. Det giver os en regelmæssighed, som ifølge de pædagogiske trosretninger (og de, der besidder Martha-nålen), er en vigtig ingrediens i børneopdragelsens viderunderlige univers. (De øvrige ingredienser består af lige dele ro og lige dele renlighed). Dette er naturligvis basis-viden for moderen, men for faderen er det en kærkommen aha-oplevelse.
Det skal med rette siges, at Hotel Las Palmas i Bogotá, har en kande i restauranten hvorfra der hele døgnet rundt kan tappes kogt vand, men det er alt andet lige nemmere med en termokande! Vi overvejer om en sådan også kan hjælpe os, når vi i 12-13 timer skal flyve med Air France fra Bogotá til Paris. Vi må naturligvis ikke have en fyldt termokande med ombord på flyet, men måske kan den fyldes op, når vi engang er ombord?
Når vi kommer til Montería køber vi sgu en termokande!
Tilbage til Montería
Efter alt at dømme, vil papirerne være klar til at blive underskrevet i løbet af mandagen. Vi tager derfor tilbage til Montería mandag formiddag og indlogerer os på hotel Sinu igen. Tirsdag formiddag kører Thomas til Cerete og underskriver papirerne, der tillader os at komme videre i den juridiske sag, som vi har haft lidt på afstand, under vores ophold her på Hotel Villa Melissa.
Når parpirerne er underskrevet er planen, at vi tager tilbage til Bogotá for at få lavet et pas til Kevin.
Når parpirerne er underskrevet er planen, at vi tager tilbage til Bogotá for at få lavet et pas til Kevin.
lørdag den 26. september 2009
En anden dag ved stranden
Nu synes vi at have luret den mht. Kevin og stranden; så længe han ikke er i berøring med sandet går det hele rigtig godt! Idag har han fortrinsvist ligget i hængekøjen, leget i vandet og på bordet under palmeparasollen. Igen har han overrasket ved at kunne underholde sig selv i lang tid liggende i hængekøjen, betragtende aktiviteterne omkring ham. Ved stranden er der både banan-luftpude-ture, vandscootere og efterhånden flere andre gæster. Det ser ud til at lørdagen bruges til fiesta; der er dækket op til fest og de bærer stadig cervezas ind i barerne.
Ud over at nyde tilværelsen ved havet, trives Kevin også rigtig godt i restaurant/bar-området, hvor han charmer den ene tjener efter den anden, til at lege og spille bold, når mor og far ikke lige står på spring.
Lige ved siden af baren, ligger hotellets pool, med dertilhørende brusebad. Kevin kigger meget interesseret, når de unge piger skyller sig inden de går i poolen... han virker sgu kvik den knægt ;-)
Vi taler ofte om, at vi ikke kan forestille os en mere dejlig og elskelig søn end ham her - vi er utrolig stolte og glade for at have fået netop vores Kevin!
Lige nu ligger han og sover efter ti minutter på armen med "Elefantens Vuggevise", hvilket er blevet et ritual inden middagsluren og nattesøvnen. Om 2-3 timer er det tilbage til stranden...
Ud over at nyde tilværelsen ved havet, trives Kevin også rigtig godt i restaurant/bar-området, hvor han charmer den ene tjener efter den anden, til at lege og spille bold, når mor og far ikke lige står på spring.
Lige ved siden af baren, ligger hotellets pool, med dertilhørende brusebad. Kevin kigger meget interesseret, når de unge piger skyller sig inden de går i poolen... han virker sgu kvik den knægt ;-)
Vi taler ofte om, at vi ikke kan forestille os en mere dejlig og elskelig søn end ham her - vi er utrolig stolte og glade for at have fået netop vores Kevin!
Lige nu ligger han og sover efter ti minutter på armen med "Elefantens Vuggevise", hvilket er blevet et ritual inden middagsluren og nattesøvnen. Om 2-3 timer er det tilbage til stranden...
Abonner på:
Opslag (Atom)