lørdag den 26. september 2009

En anden dag ved stranden

Nu synes vi at have luret den mht. Kevin og stranden; så længe han ikke er i berøring med sandet går det hele rigtig godt! Idag har han fortrinsvist ligget i hængekøjen, leget i vandet og på bordet under palmeparasollen. Igen har han overrasket ved at kunne underholde sig selv i lang tid liggende i hængekøjen, betragtende aktiviteterne omkring ham. Ved stranden er der både banan-luftpude-ture, vandscootere og efterhånden flere andre gæster. Det ser ud til at lørdagen bruges til fiesta; der er dækket op til fest og de bærer stadig cervezas ind i barerne.

Ud over at nyde tilværelsen ved havet, trives Kevin også rigtig godt i restaurant/bar-området, hvor han charmer den ene tjener efter den anden, til at lege og spille bold, når mor og far ikke lige står på spring.

Lige ved siden af baren, ligger hotellets pool, med dertilhørende brusebad. Kevin kigger meget interesseret, når de unge piger skyller sig inden de går i poolen... han virker sgu kvik den knægt ;-)

Vi taler ofte om, at vi ikke kan forestille os en mere dejlig og elskelig søn end ham her - vi er utrolig stolte og glade for at have fået netop vores Kevin!

Lige nu ligger han og sover efter ti minutter på armen med "Elefantens Vuggevise", hvilket er blevet et ritual inden middagsluren og nattesøvnen. Om 2-3 timer er det tilbage til stranden...

1 kommentar:

  1. Rigtig dejlige feriebilleder - I ser ud til at nyde det alle 3! Og selvfølgelig er han lærenem, han får jo også fuld opmærksomhed. Vi glæder os til at være med til at forkæle ham!!! Knus fra mormor og morfar

    SvarSlet