El Porton

50 m rundt om hjørnet fra Hotel Sinu, findes El Porton, som er en restaurant el formidable - intet mindre. Det skal primært ses i lyset af hotellets egen restaurent, og det faktum, at der ikke ligger andre egentlige restaurenter i så umiddelbar nærhed. Alligevel skal der ikke tages noget fra El Porton. Maden er rigtig god og servicen er fortrinelig. Og så er der belligenheden. I Montería (og sikkert i resten af Columbia også) frarådes vi, at opholde os udenfor hotellerne efter mørkets frembryd, som på denne tid af året, sker omkring klokken 18. Men siden El Porton ligger så tæt på hotellet, tør vi godt vove os dertil efter, så vi kan spise efter Kevins behov; sådan ca. 18.30.

Hotellets egen restaurent åbner først kl 19.00, og selv om køkkenpersonalet anstrenger sig, både med at forstå vores bestillinger, og med at levere et udemærket stykke arbejde, er maden typisk først klar omkring kl 19.30. Det er selvsagt alt for sent for en lille dreng, så lettelsen var stor den dag, vi fandt El Porton, som faktisk har åben hele dagen.

Personalet har en god forståelse for småbørn, og de gange vi har bestilt kartoffelmos "papa del pure" er det på mirakuløs vis blevet serveret indenfor 5 min. Vi undrer os stadig over hvordan de kan være så beredte. Mosen er god nok - det ER rigtigt kartofler. Det imponerer os gang på gang...

Vi har spist der 4-5 gange nu, og der er ingen tvivl: Bor du på hotel Sinu i Montería, skal du besøge El Porton. Ikke mindst skal du bestille retten, som hedder noget i stil med "carne... bistec", som er en okse steak med kartofler og salat - den ret er fortrinelig, også selvom du ikke normal favoriserer oksekød. De serverer også en tilsvarende ret med kylling og endnu en med gris - begge er ligeså gode som den første, men siden Montería og omegn åbenbart er kendt (indenrigs!?!) for deres produktion af oksekød, er det den første ret, vi vil anbefale. Bon appetit en El Porton.

Nogle ting går hurtigt her i Columbia :-)

Nu er det 14 fantastiske dage siden vi fik Kevin, men det føles bare som om vi har været sammen meget længere. Det bånd vi har fået skabt i vores lille familie på bare 14 dage, er helt utroligt, egenligt vildt at det kan gå så hurtigt og føles så naturligt.

Kevin udvikler sig også utroligt hurtigt. Nu er der næsten ikke en ting nede på legepladsen han ikke skal prøve, og giver sine forældre kamp til stregen og prøver dem af, lige så vel som kærlighed og beundring. Idag er han blevet så tryg og stor, at han efter to vers af elefantens vuggevise på mors eller fars skulder beder om at komme ned i sin egen seng og sove, hvor han ellers plejer at falde i søvn på deres skulder - det tager dog lidt mere end de 10 min. for ham som det ellers plejer at tage for at falde i søvn, men det er da stadig en god udvikling.

Ja nu har jeg så lige haft ham på skulderen i 5 min. da han ikke helt selv kunne falde i søvn i sin seng, så det foregående var måske en smule optimistisk, men nu sover han sødt :-). Vi må se om udviklingen forsætter lige så hurtigt, som den har gjort hidtil.

Men der er altså nogle ting der går hurtigt her i Columbia.

Ingen sentencia idag - æv

Imorges, under morgenmaden, blev vi ringet op af Rami, som fortalte at vi alle skulle med til Cerete og videre til Cotorra, idet Ditte skulle skrive under på papirerne i Cerete og Kevins fingeraftryk skulle bruges i Cotorra.

Vi fik pakket bilen, og skiftet drengen, som fyldte bleen til lidt over bristepunktet 3 min inden afgang (typisk - men så var den del da overstået). Efter 30 min ankom vi til Cerete, hvor Ditte fik underskrevet sagen så vi kunne få udleveret de nødvendige kopier, men ligesom vi skulle til at afsted, opdagede advokaten, at dommeren i Cerete manglede at udfylde nogle formularer. Dommeren var ikke i bygningen, så vi aftalte at komme tilbage senere, når vi havde været i Cotorra.

Turen gik derfor videre til Cotorra. 30 min på "almindelig" columbiansk hovedvej (der er flere huller i columbias veje end i ost fra Schweitz) og en mindre strækning på grusvej. I Cotorra kørte vi lidt rundt for at finde den lokale domsbygning. Efter et par venlige anvisninger fandt vi den.

I søndags afholdtes der et valg i Columbia. I de større byer er de færdige med at tælle stemmerne op, men det er de ikke i Corotta. Derfor var domsbygningen lukket. "Ingen service mandag og tirsdag pga. stemmoptælling". Pokkers. Kevin havde ikke just vist sig fra sin tålmodige side i bilen, og derfor var situationen da også endnu mere træls. Havde det bare været farmand, der alene havde været afsted, havde det lukkede domshus blot betydet en ekstra dag på hotellet, men siden vi alle var med i bilen, har det været en rigtig "æv-formiddag".

Tilbage på hotellet sover Kevin i sin egen seng (vi har fået en weekendseng på værelset), og idag villle han hellere direkte i sengen end synges i søvn. Det var let. Far og mor venter på room service, og på at det håndvaskede tøj skal tørre på altanen.

Vi satser på at skulle samme tur igennem imorgen formiddag - forhåbentlig har de forskellige jurister fået styr på sagerne, så vi kan komme videre i programmet. Vi er SÅ tæt på.

Cerete, tur retur x 2

Efter en noget lang køretur fra kysten (vi måtte vende om halvvejs for at hente vores pas i et af lejlighedens køkkenskabe - surt!!!) er vi atter indlogeret på Hotel Sinu i Montería.

På vejen kørte vi (3 gange) igennem byen San Antero. Her har de en årlig byfest, hvor de iklæder deres mangetallige æsler lange kjoler og fester en hel uge. Vi så en masse æsler, men ingen kjoler. Vi kom også forbi Lorica, hvor der efter sigende er flere motorcykler end indbyggere. Der var en MC forretning på hvert andet gadehjørne. På de andre gadehjørner var der MC værksteder. Endeligt kom vi også igennem Cerete, som udover at være byen hvori vores adotionssag føres, er kendt som "The city of the white gold". Værende europæer i Columbia forstillede vi os straks at det er lige her, at det meste kokain findes...men "det hvide guld" hentyder til byens massive produktion af bomuld - hurra for vores fordomme.

På hotellet har vi fået samme værelse som sidst, og Kevin genkendte da også alle hotellets ansatte med det samme vi trådte ind af døren. På legepladsen i parken var der heller ingen problemer for mor, at aktivere den lille - han nærmest sprang på de kendte redskaber og morrede sig kosteligt. På trods af en urolig dag, har han taget det godt, og sover nu i sin egen lille seng imens mor læser og far blogger. Klokken er ca. 21 columbia-tid.

Vi ankom til hotellet ved 13-tiden. Klokken 15.30 blev farmand afhentet af Rami (vores tolk/chauffør/livsline) for, sammen med advokaterne, at køre til Cerete og underskrive Sentencia. Det er dokumentet, der overdrager forældremyndigheden til os - dét, det hele drejer sig om - så det er stort det her, folkens!!! Efter en del frem og tilbage vedr. Æ-et i vores navne gik det op for advokaterne, at der mangler et dokument, en slags dåbsattest, der erklærer, at Kevin faktisk er den rigtige Kevin. Det dokument findes i byen hvorfra Kevin oprindelig stammer: Cotorra. Vi passerede afvejen til Cotorra på turen til/fra kysten. Nu får vi muligheden for at se nærmere på byen, idet Thomas skal dertil for at hente dokumentet tirsdag formmidag (sammen med Rami og den ene advokat). Herefter er det tilbage til Cerete og afslutte sagen. Og herefter er det til lufthavnen, hvor vi flyver til Bogotá og indlogerer os på Hotel Las Palmas såfremt de har et ledig værelse.

Tirsdag bliver endnu en begivelsesrig dag for os. Godt at vi allerede idag, mandag, har købt en termokande.

Termokanden

Vi har ingen termokande! Og det på trods af de mange huskelister, der findes på nettet og som stort set alle omfatter en termokande. Dette er hermed vores uforbeholdne undskyldning til de, fortrinsvist, adoptantmødre derude, som har hjulpet os i mange andre henseender (huskelisterne er guld værd for sådan nogle som os, der ikke altid besidder evnen til at se klart igennem de store ting i livet, og som derfor nogle gange ankommer halvt forberedt). Undskyld for den tirsdag aften, hvor vi, inden afrejsen hovedrystende afskrev behovet for en termokande. Unskyld for at vi ikke engang overvejede de mange lettelser en sådan termokande kunne have gjort os. Undskyld for at vi tvivlede på jer. Undskyld!

Hotel Villa Melissa stiller, til forskel for de andre hoteller vi har boet på, en termokande frem hver morgen, indeholdende nok aqua caliente (kogt vand), til at lave mælk og grød i en hel dag. Det er fremragende service, og illustrere en indsigt i børnefamiliens helt basale behov: fleksibilitet i forhold til fodertid. Denne fleksibilitet giver os muligheden for at tilrettelægge dagen præcis efter Kevins søvnrytmer (som stadig varierer en smule fra dag til dag). Det er en lettelse at vi selv kam betemme tempoet og dermed tiden for hvornår morgengrøden er blandet og hvornår aftenflaksen er klar. Det giver os en regelmæssighed, som ifølge de pædagogiske trosretninger (og de, der besidder Martha-nålen), er en vigtig ingrediens i børneopdragelsens viderunderlige univers. (De øvrige ingredienser består af lige dele ro og lige dele renlighed). Dette er naturligvis basis-viden for moderen, men for faderen er det en kærkommen aha-oplevelse.

Det skal med rette siges, at Hotel Las Palmas i Bogotá, har en kande i restauranten hvorfra der hele døgnet rundt kan tappes kogt vand, men det er alt andet lige nemmere med en termokande! Vi overvejer om en sådan også kan hjælpe os, når vi i 12-13 timer skal flyve med Air France fra Bogotá til Paris. Vi må naturligvis ikke have en fyldt termokande med ombord på flyet, men måske kan den fyldes op, når vi engang er ombord?

Når vi kommer til Montería køber vi sgu en termokande!

Tilbage til Montería

Efter alt at dømme, vil papirerne være klar til at blive underskrevet i løbet af mandagen. Vi tager derfor tilbage til Montería mandag formiddag og indlogerer os på hotel Sinu igen. Tirsdag formiddag kører Thomas til Cerete og underskriver papirerne, der tillader os at komme videre i den juridiske sag, som vi har haft lidt på afstand, under vores ophold her på Hotel Villa Melissa.

Når parpirerne er underskrevet er planen, at vi tager tilbage til Bogotá for at få lavet et pas til Kevin.

En anden dag ved stranden

Nu synes vi at have luret den mht. Kevin og stranden; så længe han ikke er i berøring med sandet går det hele rigtig godt! Idag har han fortrinsvist ligget i hængekøjen, leget i vandet og på bordet under palmeparasollen. Igen har han overrasket ved at kunne underholde sig selv i lang tid liggende i hængekøjen, betragtende aktiviteterne omkring ham. Ved stranden er der både banan-luftpude-ture, vandscootere og efterhånden flere andre gæster. Det ser ud til at lørdagen bruges til fiesta; der er dækket op til fest og de bærer stadig cervezas ind i barerne.

Ud over at nyde tilværelsen ved havet, trives Kevin også rigtig godt i restaurant/bar-området, hvor han charmer den ene tjener efter den anden, til at lege og spille bold, når mor og far ikke lige står på spring.

Lige ved siden af baren, ligger hotellets pool, med dertilhørende brusebad. Kevin kigger meget interesseret, når de unge piger skyller sig inden de går i poolen... han virker sgu kvik den knægt ;-)

Vi taler ofte om, at vi ikke kan forestille os en mere dejlig og elskelig søn end ham her - vi er utrolig stolte og glade for at have fået netop vores Kevin!

Lige nu ligger han og sover efter ti minutter på armen med "Elefantens Vuggevise", hvilket er blevet et ritual inden middagsluren og nattesøvnen. Om 2-3 timer er det tilbage til stranden...

En dag ved stranden (fra 25/09/09)

I dag har vi været ved stranden. Kevin har vist sig fra sin forfængelige side, idet han overhovedet ikke har følt sig tilpas i sandet, som sætter sig på fingrene, på tæerne og alle mulige andre steder - det var han ikke vild med. Derudover tog han et styrt fra hængekøjen, og fik derved tilmed sand i håret - uha uha - det var en drøj dag, hvor hver eneste forandring medførte klynk og et par tårer - stakkels dreng. Vi tror ikke han har oplevet sand før.

Det går noget bedre når vi tager ham med i den store balje. Her vil han godt være med til nogle lidt vildere lege end på land (i sand), men der skal ikke mange skvulp til før dette også bliver for meget (hvis vores antagelse mht sand-erfaringer er rigtige, han har helt sikkert ikke været i havet før...). Han vil gerne drikke det, ellers meget, salte vand...*

Efter et par timers vand- og sand- tortur, begav vi os tilbage til hotelles pool, hvor det gik lidt nemmere med leg og grin. Efter noget tid blev det dog drengen for meget og vi gik tilbage til lejligheden, hvor det blev til et par timers søvn. Forinden demonstrerede han sin mening om dagen ved at tisse foran døren til lejligheden - det er da til at forstå ;-)

*Kevin spiser det samme som os (bortset fra smeltet ost), bare ikke ved spisetid. Umiddelbart virker det meget normalt, men han spiser sgu alt muligt, som vi ikke havde forventet, at halvandetårige kunne finde på; gulerodskoncentrat (det ser ud til at være bedst med ketchup, men rent glider det også ned), saltvand (30C, indtages direkte fra det caribiske hav), lime (både med og uden skal - hans ansigt antager alle mulige former, men han vil gerne have skive nummer to og tre - vi forsøger at tage et billede til albummet!), ØL! (fars dreng), kaffe m. sukker...listen er lang. Gad vide om han selv ville bede om det, hvis ikke vi gav ham det? :-)

Hotellet ved havet

Det er en kæmpe lettelse at komme til Hotel Villa Melissa. Vi har en lejlighed med to værelser og et badeværelse. Alene det, at der er to værelser gør det hele lidt lettere. Nu kan mor og far faktisk tale sammen, når Kevin sover - uden at skulle viske...

Der er også et køkken i lejligheden, men som resten af selve lejligheden, lader det en hel del at ønske tilbage. I forhold til, at vi befinder os 10m fra vandet, og at det er nogle fantastiske omgivelser, betyder larmen fra air conditionen og det halvlunkne vaskevand stort set ingenting (se de nye billeder i mappen)

Det tog Kevin en halv dags tid at falde til her på det nye hotel, men så har han også leget ved stranden, svømmet i havet og drønet rundt i lejligheden på egen hånd.

Da vi ankom, stod tjenerne klar til at betjene os med morgenmad. Den fik vi serveret på stranden, under en palmeparasol. Da vi havde siddet her et par minutter begyndte strandsælgerne at vrimle ind. Det var ligesom at sidde midt i en bisværm. Vi fik købt solbriller til Kevin, strand legetøj, og så fik vi "complementary" massage af hotellets massør. Det skal lige siges at i denne del af verden betyder "complementary" ikke "gratis", men nærmere: "jeg kommer efter pengene senere, og det bliver dyrt min ven" - det er nok en klassisk turistbrøler vi har begået, men vi er begyndt at få styr på div sælgere...

Nu tager vi tilbage til stranden :-)

Turen går til Coveñas, ved det Caribiske hav

Vi har netop besluttet at tage til Coveñas, nærmere bestemt Hotel Villa Melissa, som ligger ved kysten.

Det er vores tolk, som har sat opholdet i stand. Vi regner med at opholde os her, indtil papirerne er klar til at blive underskrevet.

Det bliver dejligt med en forandring, og forhåbentlig er der masser af strandplads, så vi kan lege med Kevin på lidt mere plads, end hvad de nuværende rammer stiller til rådighed. Han er dog god til at lade sig aktivere på hotellet og i parken, men er også ved at blive en rigtig laban...

Han kaster om sig med legesager, mad (han reagerer dog på "fyha Kevin" :) og især på restaurent kan han være en lille lort, men han er VORES lille lort - og det er det bedste af det hele :-)

Det er ikke sikkert at der er internet adgang ved Villa Melissa, men vi kommer tilbage til både Hotel Sinu (Montería) og Hotel Las Palmas (Bogatá), så vi får rig mulighed for at dele alle de dejlige oplevelser med dig.

Tilbage fra Cerete

Idag har Thomas været i Cerete sammen med vores advokat og vores tolk. Her skulle adoptionssagsakterne underskrives overfor en lovmand, så de kan komme videre i systemet, hvilket vi idag har erfaret betyder at ICBF i Cerete skal godkende adoptionen (formsag) og at dommerkontoret i Cerete skal godkende den samlede sag, hvilket også er en formsag. Alt dette forventes at tage 3-4 dage, men som tolken siger: "In Cerete, sometimes things goes faster and sometimes things goes not so fast."

Indtil videre har vi en opfattelse af, at things goes faster in Cerete, så vi håber på samme hastighed som tidligere (folkene i Bogatá er noget mere pesimistiske ang. sagstider, men det er formodentligt for at vi ikke skal sætte for høje forventninger).

Vi har bedt vores tolk undersøge muligheden for at tage til havet i nogle dage. Planen er, at bo på hotel der, indtil vi skal tilbage til Cerete og underskrive den samlede godkendte sag.

Tænk engang - ferie ved det Caribiske hav... :-) Nu for vi at se. Vi regner med at tage afsted torsdag og tage tilbage, når sagen er klar til at blive afsluttet.

Afgangen til Cerete var ikke uden bekymringer fra farmand. Kevin og mamá skulle på den daglige parktur, og far skulle have mors pas med til dommeren. Vi er blevet tudet ørene fulde af, altid at skulle have vores pas og adoptions-sags-bevis på os, så hvordan skulle det nu gå når mor både var uden pas, og begav sig rundt i Monterás gader alene for første gang? Far var bekymret...men uden rette, for da han kom tilbage til hotellet, mødtes han af en storsmilende søn og en dejlig mor, som havde haft en smaddersjov tur på legepladsen. Far var lettet...

Processen, som vi er informeret

Vi har idag talt med Helena (hende, der er ansvarlig for ACs danske arrangement her i Columbia). Hun oplyste os, at det, vi troede var det første integrations-interview ud af to, faktisk var det endelige interview, og at hun havde fået besked om, at Kevin allerede på det tidspunkt, så ud til at være faldet godt til. Det vidste vi jo godt, men det er rart at få columbianernes syn på sagen også.

Det vi venter på nu, er at godkendelsessagen, i byen hvorfra Kevin stammer, går igennem. Det tager normalt 10 dage, regnet fra den dag, hvor sagen blev sat i gang, hvilket var i fredags, hvor vores advokat, var i Cerete og aflevere dokumenterne til den lokale domstol.

Helena har aftalt et møde med advokaten imorgen, for at finde ud af hvor lang tid, de regner med at der skal gå. Vi burde altså vide mere i løbet af tirsdagen.

Når godkendelsen er på plads (det er formalier, så der skulle ikke være noget at frygte) kan vi gå igang med at få lavet et pas til Kevin. Vi ved ikke hvor lang tid denneprocess tager, men vi ved, at vi vil få det gjort i Bogatá, da det efter sigende går hurtigst der.

Vi skal under alle omstændigheder tilbage til Bogatá. Det glæder vi os til, da vi er ved at have svært ved at beskæftige Kevin her i Montería. Selvom de daglige ture i parken er gode, skal vi også opholde os på hotellet (vi må ikke være ude efter kl 18) og især aftensmaden i restaurenten trækker tænder ud (men så længe vi betaler så meget som vi gør pr overnatning, må de leve med vores lege og rod i den ellers så fine restaurent :-).

Returdatoen til Bogatá afhænger således af, hvad meldingen er i morgen (tirsdag). Hvis det forventes at godkendelsesprocessen går hen over weekenden, tager vi højst sandsynligt til Bogatá allerede onsdag eller torsdag, ellers bliver vi i Montería og omegn til den er overstået. En af os skal til Cerete for at afslutte godkendelsesprocessen, så hvis vi tager til Bogatá inden den er slut, tager farmand tilbage til Cerete (som ligger ved Montería) når den tid kommer.

Vi giver besked så snart vi ved mere...

sikke nogle dejlige dage :-)

Ja - jeg har lige sunget Kevin i søvn i mine arme :-) - fantastisk dejlig dreng. De forgagne to dage har vi oplevet utrolig stor udvikling. Kevin er blevet meget mere tryg og udadvent; han har soppet i poolen med far, han har leget på legepladsen med mor og lidt med en anden dreng :-) Han har sagt PAPA og MAMA .... pyha det var svært at holde øjnene tørre. Vi har også haft gode oplevelser på resturanten hvor han pænt er begyndt at vinke til tjenerne og nu sidder i sin egen høj stol og spiser. Vi kan ikke sige andet end at vi er faldet pladask for ham, og at vi tre passer godt sammen. Det føles meget naturligt nu.

Det er dog lidt svært at skulle bo her på hotelet, da der ikke er meget plads til børn Vi er afhængige af hotelets tid, og kan ikke selv bare lige lave noget mad. Men vi er ved at finde en go rutine; Kevin vågner ved 6-7 tiden. Så går vi i bad og går op og spiser. Så går vi en tur ud i byen og ned i parken, og så er det tilbage for at hvile og lege. Om eftermiddagen går vi en tur til parken igen for der har legepladsen nemlig åben :-) og det nyder vi.

Jeg vil slutte af med at fortælle mine to højdepunkter for idag: Den første er, at jeg fik mindst fem kys af Kevin og den anden er, at når vi går på legepladsen, vil han både holde mor og far i hånden - så længe det er en af dem, er han ikke bekymret om det er far eller mor... Jubiii

Et par nye billeder i albummet

Vi vil løbende ligge flere billeder i albumet, som du finder her.

Samtalen med psykologen - part II

Samtalen gik fint. Det var mest af alt en formel sag, der gik ud på at afgøre hvorvidt vi synes, der var noget i vejen med Kevin. Det er der jo ikke. Han er vild med sin far, og er kommet meget tæt på sin mor, som han studerer nøje. Mor og Kevin leger meget sammen, og Kevin giver mor lov til trøst, kærtegn og nærhed. Det er ikke længere kun far der dur - mor er også fantastisk - en kæmpe lettelse...

Samtale med psykologen (fra fredag 18-09-2009)

Vi afventer at skulle tale med en psykolog vedr. "integrations-processen". Det lyder til, at de går meget op i det, men efter de sidste par dages fremskridt er vi slet ikke bekymrede, da Kevin virklig er ved at åbne op, og give sig væk til begge sine forældre. Det går til tider en smule trægt med at lade sin mor komme til, men med hendes vanlige åbne sind, begynder han at være mere og mere interesseret.

Den eneste egentlige bekymring er, at drengen sover lige nu, og der er en god halv time til mødet med psykologen - gad vide hvordan han reagerer på at blive hevet ud af sengen for efterfølgende at skulle opføre sig pænt...

Familien fra Hamborg er taget til Bogotá (fra fredag 18-09-2009)

Vi har talt en smule med et andet par adoptanter, som er fra Hamborg. De er netop taget tilbage til Bogotá for at få ordnet de sidste papirer (pas til barnet m.m.).

Deres dreng hedder David og er små 2 år gammel. Ham og Kevin har kigget en del efter hinanden i restaurentet og på legepladsen ved floden.

De har været her i byen overraskende længe; 4-5 uger.

Hvordan forklarer man en columbiansk piccolo, at de skal genstarte deres dhcp server?

De eneste gloser vi havde tilfældes var "no wifi" og "IP automatico". På trods af dette lykkedes det mig at forklare, at "wifi, si - pero no internet" og dermed få piccoloen til at genstarte hotellets router... Det har godt nok taget et par dage, men som i kan se, er vi atter online, og ligger lige et par indlæg fra fredag på bloggen...

Parken ved floden (fra fredag 18-09-2009)

5 minutters gang fra hotellet findes floden "Sinu". Her ligger en park, hvor der bl.a. er en fin legeplads, som er åben hver eftermiddag. Vi gør det til en rutine at besøge legepladsen hver dag. Kevin vil gerne gå, når han holder sin far i hånden, men han vil ikke prøve nogle af aktiviteterne endnu. Vi håber på, at han med tiden bliver mere modig i forhold til at turde give slip på si nfars hånd, så mor kan komme til, og så han kan lege med tingene på pladsen.

Når vi går tur i parken, er det i en "baby-carrier", som er spændt om livet på mor. Som tidligere skrevet, er Kevin meget interesseret i det omkring foregående, og det hjælper på at få mor på banen, når han sidder spændt på hendes bryst imens vi går op og ned af parkens mange stier.

Der er også en del at se på; aber i træerne og liguaner i græsset. Og så er der et par både, som sejler med passagerer overpå den anden side af floden. Sådan en tur har vi stadig til gode.

Vi tror på, at denne park, er en del af nøglen til at komme helt tæt på hinanden...det går ihvert fald den vej pt.

en dejlig dag :-)

Ja efter et par hårde dage, som da også endte med lidt tåre efter at have læst blogen og alle jeres dejlige kommentar, har vi nok i dag rigtigt oplevet Kevin som han er: SUPER skøn. Mor måtte bære Kevin imens far gik ved siden af :-) vi var inde for at købe et par sandaler, så vi kunne gå ned i parken og lege på legepladsen, men desvære var legepladsen lukket, så vi gik bare rundt og var ved at falde over flere leguaner ... og Kevin og mor fik overtalt far til at købe nogle maracas så vi kunne lave musik. Da vi kom tilbage til hotellet, begyndte Kevin selv at gå rundt på værelset, han har ellers ville side ved far. Vi spillede både håndbold og til fars store glæde også fodbold... og Kevin drillede os med at slukke for fjernsynet og stor grine .... VILDT Skønt .. (men vi tror også han har bøvlet lidt med maven, som vi tror er over for nu) Nå men lige nu ligger den lille guldklump ved siden af mig os sover og det har han gjort snart i tre timer, men tommelen godt begravet i munden. Så en rigtig skøn dag med store fremskridt.

Kevin sover

...denne gang i sin mors arme. Det er middag i Montería og vi har lige fået et andet værelse, som er til at betale sig fra - en hektisk flytning, der naturligvis ramlede sammen med at Kevin skulle fodres af. Vi vil forsøge at give ham flaske inden han skal sove - det ser ud til, at det er noget han er vant til, selvom vi fik det modsatte at vide igår. Hotellet er flinke til at komme med div. fornødenheder i denne forbindelse, men sådan noget går jo aldrig hurtigt nok.

Aftenen og natten har været fyldt med meget blandede følelser. Det er svært for Kevin at finde ro, og det er udelukkende pga sin mors tålmodighed of udholdenhed, at vi fik sovet i løbet af natten - dvs - Kevin sov - vi så på :-) Da han endelig sov, var det i 10 timer.

Kevin finder sin umiddelbare trøst hos sin far, og den vil han have meget af. Han er meget interesseret i at observere ting der sker, så det meste af tiden står vi på hotellets altan, og kigger ud over Monterías vilde liv. Derudover bruger vi alt den overskud vi kan fremmane, på at få Kevin til at kunne finde ro hos sin mor - og som skrevet går det den rigtige vej.

Tusind tak for de mange kommentarer - det betyder rigtig meget for os at høre fra jer. Mht skype og billeder må vi lige se de næste par dage an, da vores famlende skridt i forældrerollens mørke, tæger utroligt meget på vores energi.

så fik vi ham :-)

vil bare lige kort skrive at vi har fået den mest dejlige dreng :-) alt er gået godt han var meget ulykkelig da vi fik ham på ICBF kontoret, men langt om længe lykkes det ham at falde lidt til ro hos mig. Vi kørte hjem og han klammerede sig til mig, da vi også måtte gøre et stop i et supermarket for at købe bler :-) men han var ok og vi sagde bil lyde hele vejen tilbage til hotelet ham og jeg :-)

Men da vi kom op på vores værelse , begyndte han at lege med dte legetøj vi havede med, han samlede alt op og gav til Thomas, og de to legede- Lige nu sidder jeg og er lidt tørt, og ja jeg mor tyder måske lidt :-) da jeg kan se Kevin ligge på maven af sin far og sove med fingeren i munden helt fantastisk :-)

/Vi har ikke internet på værelset lige nu, men vi prøver at logge på sener og håber at vi kan få Kevin på skærmen ....

så kom vi til Monteria

Klokken er 21.30 her, og vi har været på hotel Sinu i nogle timer, så vi har pakket ud og spist... og Thomas har lagt sig :-)

Vi fløj fra Bogata i dag kl 15.35 og det ca. 1½ time, til vi var fremme i en meget lille lufthavn i monteria ... de havede folk til at slæbe kufferetne ind og ligge dem på et lille rullebånd midt i rummet ... meget komisk :-) vi blev hentet af vores oversætter, der var meget sød og han kørte os til hotelet. Efter en køre tur gennem meget eksotisk, fattigt og frodigt omgiverlser - kom vi frem til et fornemt hotel, og de havede selvføldig kun det største og dyreste værelse ... ja vi bliver på værelset et par dage så må vi se om vi kan få et lidt mindre værelse.
Vi skal hente Kevin kl 9 i morgen, så vores oversætter kommer og henter os kl 8.30 .. vildt :-) vi har mange sommerfugle i maven. Men vi skal nok logge på i løbet af i morgen så i kan høre mere.

Et møde med Helena

Vi har mødtes med Helena, som er lederen af "AC International Child Support - Denmark", altså hende, som står for vores sag her i Columbia. Hun er lokal, men taler godt engelsk. Det er faktisk hendes mands hotel vi bor på, så ham havde vi også fornøjelsen af at møde - vi tror han er svensk - vi kunne ihvertfald kommunikere på "nordisk" med ham.

Helena forklarede os, at vi får Kevin tirsdag og at der går en uge inden vi skal til et bestemt interview. Vi er ikke helt sikre på formålet med dette interview, men vi tror nok, at det foregår imellem en forsvarer og os. (måske kan andre adoptanter, der læser med, uddybe?). Alt dette foregår i Montería, som vi tager afted imod idag.

Helena forklarede os, at efter interviewet kan vi vælge at tage tilbage til Bogotá i det resterende forløb. Årsagen skulle dels være klimaet (der er tilsyneladende meget varmt), dels prisen for opholdet (det er primært en rigere del af befolkningen, der bor i Montería hvilket formodentlig afspejles af priserne på hotel osv). Vi er slet ikke afklaret omkring dette endnu - vi tager det stadig bare som det kommer.

I Montería skal vi bo på hotel Sinu.

Rejsen so far...

Vi er ankommet til hotel Las Palmas i Bogotá. Det er egentlig mere et pensionat end et hotel. Vi er de eneste gæster, så personalet (den ene der er) står på spring for at imødekomme alle vore ønsker... Lige nu ønsker vi mest af alt, at komme i bad og holde den kørende et par timer endnu, så vi kan ramme en forholdvis normal rytme inden det går løs (lokal tid er 21.45 - tror vi nok :-).

Vi tog afsted fredag aften fra Karup og ankom til Kastrup, hvor vi overnattede på Dan Hotel. Det første værelse vi fik, var indrettet i en helt ny stil - ret feng shui agtigt. Det var først da vi fandt de tomme flasker og brugte hånklæder på badeværelsegulvet, at det gik op for os, at der simpelthen bare ikke var gjort rent. Vi fik et nyt værelse og sov godt indtil tidlig lørdag morgen, hvor vi fløj imod Paris kl 7.05. Vi ankom planmæssigt til the city of love, og havde faktisk lidt travlt med at skifte fly. Men ak - pga. tekniske problemer blev afrejsen udskudt med først 2 timer, og siden yderliger 2 timer. Vi kom med et andet fly og landede, efter 10½ timer i Bogotá.

I lufthavnen blev vi hentet af en sød og dejlig chauffør, som kørte os til det-her hotel.

Chaufføren gav os informationer om vores videre færd; vi skal afsted imod Montería på mandag for at gøre klar til at modtage Kevin tirsdag formiddag. Herefter er det lidt uklart hvad der skal ske, men who gives... for os drejer det sig om drengen og ikke så meget om papirerne :-)

Her er han så - vores lille dreng, som vi er ellevilde for at holde i vores arme.

Hvis alt går vel, har vi udrejse allerede på lørdag...vi er SÅ spændte!

Denne BLOG er tilegnet eventyret om vores rejse til Columbia