What a day...

Da vi stod op imorges, havde vi stadig smagen af gårdagens forgæves køreturer i munden. Så læste vi de opmuntrene kommentarer på bloggen, og fik vendt det negative til noget positivt - tak for det.

Vi kendte godt dagens program; vi skulle til Cerete og hente kopier af den underskrevne sentencia og derefter videre til Cotorra for at få underskrevet forældremyndigheden. Vi er lidt i tvivl om hvad de forskellige dokumenter præcist går ud på, men det er der nok nogle af folkene på den anden side af skranken der ved. Hvis alt ville gå vel, var planen yderligere, at vi skulle videre til Bogotá og indlogeres på Hotel Las Palmas.

Og her sidder vi så. I mørket på Hotel Las Palmas (strømmen er gået, og de to madmødre, der er tilbage, ved vist ikke helt hvad der skal ske :-) og skriver dette indlæg. Vi havde på forhånd forventet en hektisk dag, med masser af kørsel, masser af venten og en utålmodig lille dreng. Og hvordan gik det så...?

Vi kom til Cerete uden de store problemer, og imens Kevin, Ditte, Thomas og Rami ventede i bilen, hentede Ana Maria (advokaten) de underskrevne papirer...one down, two to go... Turen gik videre til Cotorra. Kevin var begyndt at blive en smule utålmodig, men efter 35 min ankom vi atter til Kevins fødeby. Idag var folkeregistreringskontoret åbent. Udenfor bygningen ventede 5-6 mennesker og indenfor yderligere 7-8. "så for den" tænkte vi, "det kommer til at tage noget tid det her!". Vores advokat, som ikke var helt på toppen idag, møvede sig dog foran i køen, og efter lidt parlamentaren frem og tilbage, henover det i rummet, fritstående bord, som tjente som både skranke og arbejdsplads for tre ansatte, gik det op for Ana Maria, at den eneste ansatte, med mandat til at behandle sagen var i Montería (!!!). Det gjorde situationen en smule tilspidset, for udover udsigten til at skulle køre forgæves hjem igen, var der idag stegende hedt på dette lille kontor, 35-40 grader. Ventilatoren i loftet gjorde sit for at vende rundt på den varme luft, men det var så-som-så med resultatet. Herefter tog Rami over. Efter ca 20 minutters skælden og smælden, fik han de øvrige ansatte til at tage telefonisk kontakt med den manglende medarbejder. Meldingen var, at hun ville være tilbage på sin pind 11.30. På dette tidspunkt var klokken 10.15... Ramis ord var "we'll wait, because I can't come back to Cotorra". Ligesom os, havde han fået rigeligt af køreturen hertil. Så vi satte os i hver sin plastikstol og ventede...og ventede.

En time kan deles op i tolv lige store perioder af fem minutters varighed. Vi skulle vente en og trekvart time, altså enogtyve femminutters perioder. Med denne inddeling kunne ventetiden overståes i etaper. Meget smart... Det hjalp ihvertfald faderen. Og det passede også ca intervallet hvormed Kevin skiftede humør. I den første mange femminutters intervaller, var det udelukkende et skifte imellem forskellige lege, som foregik inde i det, i forvejen befolkede lokale, men som perioderne gik, skiftede humøret til et mere irretabelt og utilfreds af slagsen. Det var der ikke noget at sige til, idet sveden piblede fra den lille dreng og der var bare ikke andet at gøre end at vente. En hård tid, som syntes at vare meget længere end den egentlig var.

En time og femogfyrre minutter senere ankom Cotorras enehersker. Der var efterhånden ankommet mange mennesker, som alle havde forhåbning om, at få en sag behandlet denne dag. Langt de fleste blev afvist med "mañyana" - et resultat, som de ikke virkede overraskede over. Tænk engang, nogle af dem havde ventet længere end vi havde, og de accepterede uden videre, at blive sendt hjem med uforrettet sag...den var sgu ikke gået i DK, hva!?

Efter en halv times tid, var alle andre end os, blevet ekspederet. Vi tænkte at det var fair nok, så længe vi kunne komme afsted med vores underskrevne dokumenter. Men så let skulle det ikke gå. Først var der debatteren om hvorvidt "Bæk" var et fornavn eller et efternavn. Så opstod der uklarhed om vigtigheden af at Kevins blodtype fremgik nogensteder. Derefter tog vi lige endnu en tur i navne-karusellen. Efter alt dette, var der efterhånden gået 3 timer, og klokken var således ved at nærme sig 13, og vi, som meget gerne ville nå både fly og hotel.

Lad os bare sige, at det begyndte at snærpe til mht. tiden.

Igen trådte Rami i karakter, og klarede Cotorra->Montería på 45 minutter. Der blev dytter meget, og overhalet indenom endnu mere. Vores erfaringer viser, at det er helt normalt her i Columbia. Kørestilen kan forklares kort: "hornet og spederen i bund - og undgå hullerne i vejene".

Vi ankom således til Hotel Sinu ved 14-tiden, nåede et skyl i bruseren, fik overstået fodringen, pakkede kufferterne og fik checket ud af hotellet til kl 15. Rami hentede os med beskeden om, at de eneste flybiletter til Bogotá var til den svimlende pris af 1.4 mill pessos (~3.800 kr - det kostede 500 kr den anden vej), så der måtte lige afholdes et forældreråd om hvorvidt vi skulle tage en ekstra nat på Sinu, eller bruge de ekstra spir for at komme til Bogotá (torsdag formiddag ville billetterne igen koste 500 kr). Vi besluttede os således for at tage afsted, og kørte et par blokke videre, for at købe billetterne.

På billetkontoret viste det sig, at de ikke tog imod kredit kort (!!!!!!?!), så imens mor og Kevin var parkeret i Ramis bil, måtte farmand ud og skaffe nogle cool cash. På vej ud af døren fik vi den glædelige nyhed, at der var to afbudspladser, som kostede endnu mindre end normalprisen. Så skulle vi ikke hæve så mange penge, og i hvilken automat kan man lige hæve 1.4 mill pessos? læs: ingensteder. Faktisk kunne der ikke hæves penge overhovedet. Tilsyneladende har alle vores kredit kort nået et-eller-andet maksimum, for hvad der kan hæves - underligt, men det må banken tage sig af imorgen.

Tilbage på billetkontoret, med 50 min til afgang, fik farmand overtalt personalet til at tage imod en betaling i US dollers. Det var godt nok en tarvelig kurs, men vi kom afsted for 200 usd. Med 45 min til takeoff drog vi således afsted imod lufthavnen. Selv Rami, som ellers har været klippefast, og en fænomonal ankermand, var begyndt at blive stresset. Igen trak han en kanin op af hatten, og fik os til lufthavnen med 10 min til afgang. Og den mand kan trylle. På 5 min fik han os igennem check inn, 2 x security og vi nåede endda at tage et par billeder til albummet. Vi er og bliver ham evigt taknemmelige!

Således kom vi ombord på flyet - og vi var ikke engang de sidste...

Det virkede ret urealistisk at sidde der i flyet, med så mange oplevelser på en dag, vel vidende, at det meste af hele rejsen var overstået. Især med den meget hektiske eftermiddag i erindringen var det en god fornemmelse, at sidde der, i en air-conditioneret fly, med sin familie og en masse vigtige dokumenter og ikke skulle jage den ene underskrift efter den anden. Vi var glade. Og Kevin så ud til at være klar til sin første tur i en flyvemaskine...