Panaca Sabana

I søndags var på på udflugt på Panaca Savanne. Formålet var at opleve lidt nyt og samtidig få en luftforandring fra Bogotás befærdede gader.

Panaca ligger 40 minutters kørsel fra vores hotel. Vi blev hentet lige efter vores morgenmad og ankom til savannen ved 10 tiden.

Hotellets receptionist havde arrangeret at vi ville blive fragtet af en chauffør fra Hansatours. Han hentede os som sagt ved hotellet, og på vej dertil, var han meget interesseret i at small-talke omkring forskellene på Columbia og Danmark. Hans engelsk var ok og vi fandt ud af, at den største lighed imellem de to kulturer er humor. Vi griner af de samme ting, og bruger smil og vittigheder til at åbne op for hinanden.

Kevin virkede glad for forandringen i hverdagen, og køreturen gik fint. Han ynder at stå på det midterste bagsæde og kigge ud af bagruden. I Colmbia bruger man hverken barnestole eller seler, så der er dømt fri leg, når der er børn i bilen - den var vist ikke gået i DK.

Panaca Sabana er et sted, hvor de har en masse, primært bondegårdsdyr, altså får, geder, heste, køer, grise og høns. Derudover var der en afdeling med hunde og en med kaniner. Vi så ikke hestene eller kaninerne, men derudover var vi hele savannen rundt.

Turen viste sig at være mest for de voskne, idet Kevin ikke var særlig vild med de større dyr. Når man er 75cm høj virker alle dyr vel store, bortset fra de helt små hunde, men deres arrige gøen var heller ikke lige sagen. Han sad i stedet trygt i sin klapvogn og observerede mors og fars (og chaufførens) betagelse af de forskellige, meget kælne, dyr.

Vi brugte længst tid i hunde afdelingen, hvor vi var hele anlægget rundt, og snakkede med alle de hunde, som var vågne. Der var et sted imellem 80 og 100 forskellige hunderacer. De fleste var i egne burer, men nogle enkelte delte bur to og to. Personalet forsikrede os om, at alle hundende kom ud og løbe mindst en gang om dagen. Havde vi ikke vidst dette, var det et noget sørgelig sted, hvilket blev understreget af, at nogle af hundende løb rundt i små cirkler i deres eget 20m2 bur. Desværre blev de først lukket ud kl 3 om eftermiddagen, og da vi var afsted i vores formiddags-rutine-vindue, var det ikke sådan lige at blive hængende indtil da.

Da vi ankom til stedet, var det med noget overraskelse, at chaufføren havde i sinde, at gå med os rundt på savannen. Han var sød og rar, men vi havde forestillet os en hyggelig familietur - os alene, men hvordan forklarer man lige det?

Det gik dog fint, at have chaufføren med, og han var flink til at oversætte div. skilte og kommentatorer. Han er normalt tilknyttet adoptanter i Bogotá området (ligesom Rami er det i Montería), så han kendte alt til vores situation. Dog synes vi, at han var lidt for ivrig for at bære rundt på Kevin, som dog tog det i stiv arm, så længe mor og far var i nærheden.

Vi spiste frokost på en restaurant på savannen, hvor Kevin hyggede sig med at spise sin mad selv.

Igen talte vi med chaufføren om Danmark vs Columbia og fik bekræftiget, at på trods af trange kår og de få muligheder for en stor del af befolkningen, er familien det aller vigtigste for den generelle columbianer. Vi så da også rigtig mange, store familier, der var en tur på savannen denne søndag.

Vi var tilbage op hotellet ved 2 tiden om eftermiddagen. Det havde været en dejlig dag, med nogle gode oplevelser og fremfor alt et afbræk i vores hverdags-vente-tilstand.