De første dage hjemme

Ja så kom vi hjem til danmark .....Flyveturen gik virkelig godt, meget bedre end forventet, Kevin tog det bare vildt godt. Vi fik en kæmpe overraskelse i lufthavnen i DK ... Den var proppet med venner og Familie ... gud hvor var det fedt, mange tak til alle dem der havde bevæget sig ud i lufthavnen, men vi vil takke jer alle, vi har snakket meget om hvor dejligt det har været at mærke at der var så mange der fulgte os og bakkede op omkring vores eventyr..... Tusinde tak til jer alle.

Nå de første dage her hjemme er gået vildt godt, vi er alle tre ved at finde os tilrette og vi har fået styr på vores søvn rytheme. Kevin er begyndt at løbe rundt i hele huset, han går selv ind på sit værelse og hælder alt legetøjet ud på gulvet, han er også blevet glad for kattene, så vi stor trives og er klar til at få besøg af venner og familie, så hvis du har tid og lyst skal du være velkommen til at kigge forbi.

Dette vil nok blive det sidste indlæg der kommer her på bloggen.... Så tak for nu

Hilsen den lille familie

Hasta luego, Columbia

Så kom det danske pas i hus!

Vi har reserveret flybilletter til en afgang kl 17.40 lokal tid. Dermed er vi hjemme i Danmark engang fredag eftermiddag/aften.

Vi glæder os rigtig meget til at fortsætte eventyret i vores vante rammer.

Mht. det (nogenlunde) præcise ankomsttidspunkt i Karup, forholder det sig pt. sådan, at den optimale afgang fra Kastrup er fuldt booket, på vores billet niveau. Når vi ankommer til Kastrup vil vi forsøge at opgradere vores billetter, så vi kan komme med denne afgang og ankomme til Karup kl. 16.30. Vores nuværende reservation giver en ankomsttid kl. 18.55.

Vi sørger for besked når vi, i Kastrup, ved hvilken afgang vi kan komme med.

Vores flyplan ser således ud:

BOGOTA AF 0423 H 08OCT 1740
PARIS CDG ARRIVAL TIME: 1120

PARIS CDG AF 2350 K 09OCT 1255
COPENHAGEN ARRIVAL TIME: 1445

COPENHAGEN QI 0337 H 09OCT 1805
KARUP ARRIVAL TIME: 1855

Tiderne er lokale tider, så den forventede flyvetid imellem Bogotá og Paris er 10 timer og 40 minutter.

Såfremt du har lyst til at møde vidunderet, er du velkommen til at troppe op i Karup lufthavn ved vores ankomst. (Som skrevet giver vi besked om ankomsttiden, så ihvertfald vores forældre er klar over denne).

Herefter tager vi, den nye familie, tilbage til vores hjem og dyrker integrationsopgavens hellige pligter et par dage eller tre, hvorefter vi melder ud om Kevins behov og ønsker om andet selskab end sine nye forældre. Stay tuned...

Vi ses på dansk grund.

Kevin, Ditte & Thomas.

Flere hjælpene hænder

Under vores andet ophold i Bogotá, har vi modtaget uvuderlig hjælp fra ACs kontor og hotellets personale.

På billedet ses Natalia (til venstre), som er hotellets receptionist, og som har hjulpet os mange gange med oversættelser, telefonopkald og med at arrangere trivels- og taxi- ture. Carolina har hjulpet os med alle aspekter af det officielle arbejde.







Her er det hotellets samlede personale. Natalia, Marly, Luciola og Blanca.

Marly og Luciola sørger for at vores værelse altid er klar til os og at vi er sikre om natten - seriøst - med deres temperament, kan de skræmme selv den ledeste slumfobryder langt væk. De er dog altid leende og smilende når vi er i nærheden, men vi teoriserer om, at der ligger en-eller-anden orden bag, som de i alt hemmelighed, hver nat tilbeder og får deres superkræfter fra.

Blanca er vores madmor. Hun laver rigtig dejlig mad, der gør længslen til de hjemlige himmelstrøg, lidt lettere at klare. Maden er sund og varieret, og minder en smule om det mad vi selv ville lave. Dejligt. Hun kan et eneste dansk ord, som hun bruger hver morgen: "spejlæg". Hvis man nikker, ja så får man et dejligt, smilende spejlæg - fantastisk :-)

Endnu engang, er det personer, som har hjulpet os med at have et fantastisk ophold her i Columbia.

To ud af tre

Idag, onsdag d. 7. oktober 2009, har været en begivenhedsrig dag her i Bogotá.

Siden mandag har vi afventet at posten skulle dukke op på Helenas kontor, medbringende tredie, og forhåbentlig sidste, variant af Kevins fødselsattest.

Da vi ved ni-tiden, havde gjort vores morgenmad færdig aftalte vi, at ville ringe til Helenas kontor, for at høre om vi kunne bruge formiddagen på en tur, eller om de regnede med at skulle bruge os til noget - sådan for at minde dem om, at vi stadig var til stede. Meldingen var, at de netop havde talt med advokaten i Montería, som havde informeret dem om, at hun tirsdag eftermiddag havde sendt den nye attest med specialpost. Vi var tidligere blevet informeret om, at advokaten havde sendt attesten med alm. post mandag eftermiddag.

Forundringen blev hurtig vendt til glæde, da Carolina, Helenas assisten, tilføjede, at specialposten ville komme ind i løbet af dagen, og at vi derfor kunne tage til det columbianske udenrigsministerie (der hvor vi gik forgæves i mandags) i løbet af dagen og få lavet det columbianske pas.

Det columbianske pas er nøglen til at få lavet de to øvrige dokumenter, der er afgørende for vores hjemrejse (ud over flybilletterne, naturligvis).

Klokken tolv ringede hun tilbage med den endnu mere glædelige besled, at nu var posten kommet, og attesten så rigtig ud - sådan - alle gode gange tre...Derudover havde hun aftalt tid ved det danske konsulat i Bogotá om, at vi, torsdag kl. elleve, kunne få lavet det danske pas til Kevin - wauv!

Lidt efter hentede hun os ved hoteller, og turen gik imod ministreriet for eksterne anliggender.

En gåtur på 5 minutter senere stod vi i samme kø som i mandags, men denne gang med en verficeret attest, og tankerne imod en flyvetur imod Paris.

Det tog en halv times tid at få fremstillet det columbianske pas. Nu stod den på at få lavet det danske pas, samt et dokument fra ICBF, som formelt afslutter sagen i Columbia.

Vi antager at det ved tidligere sager (og det er knag'me mange) har været normalt at lave dokumenterne i den rækkefølge (dansk pas først og så ICBF dokumentet), for da vi foreslog, at besøge ICBF *inden* det danske konsulat, tog det lige et par minutter før Carolina havde forstået meningen med denne form for galskab.

Carolina var dog med på ideen, trak i et par tråde og fik arrangeret tid onsdag eftermiddag.

Farmand tog afsted, og klokken halvfem, var han tilbage på hotellet med dokumentet, der, med hilsner fra det officielle Columbia, runder vores adoptionssag af!!!

Vi har netop bestilt hjemrejse torsdag d. 8. oktober 2009, så vi håber meget på, at alt går godt ved det danske konsulat, og at der er plads på flyene med denne afrejse dato.

En stille dag på kontoret

Tirsdag var en af den slags dage, hvor tiden bare skulle gå. Vi venter stadig på posten skal komme fra Montería, så vi har ikke nogle officiele gøremål denne dag.

Istedet gik vi en tur til en nærliggende indkøbscenter.

Inden da, havde vi nydt et par skype-opkald. Det er dejligt med alt jeres opbakning. Både på denne blog, via email og skype.

Turen til indkøbscenteret går 10 blokke hen af vejen og 15 blokke op af en anden vej. Turen tager ca 30 min til fods.

vi fik købt et par trøjer til far, en sweather til mor og noget (mere) legetøj til Kevin; en legetøjsmobiltelefon med tilhørende fjernbetjning til carporten. Det er natruligvis batteridrevet og har en masse fantastiske indbyggede blip-blop-lyde, som sikkert kommer til at drive et par Air France kunder til vanvid når vi engang befinder os over atlanten.

Vi var tilbage pp hotellet til spisetid, 12.30, hvorefter Kevin tog en middagslur på 3 timer.

Herefter var det tilbage til storcenteret, denne gang i taxi, for at hente mors taske, som havde valgt at blive hængende i sweather-butikken.

Efter en tur på legepladsen, var det tid til aftensmad, lidt mere leg på hotellets legeplads, og herefter Kevins bad.

Han er ved at forstå morskaben ved vandet. De første par gange foregik det meste af sceancen med skrig og skrål, men efterhånden bliver det højst til et par klynk efterfulgt af megen vellyd. (Se de nye billeder i mappen).

...og det var så den dag...

En god nyhed og en dårlig nyhed

Vi har efterhånden holdt vejret rigtig længe ang. hvorvidt vores advokat på egen hånd, altså uden vores underskrifter, kunne få en ny fødselsattets i Cotorra. Vi var efterhånden ved at antage en gasblå farve.

Imorges ved 8-tiden, bankede det på døren til vores hotel værelse. Thomas var stået op, imens mor og Kevin stenede i sengen. Ude på gangen stod Helena med et stort smil og overførte lynhurtigt beskeden, at hun netop havde modtaget en ny fødselsattest samt en ny sentencia fra vores advokat i Montería.

Det var alstå lykkedes Ana Maria, som advokaten hedder, ikke alene at få en ny attest fra Cotorra, men tilmed at få godkendt en ny sentencia af dommeren i Cerete. Og alt dette uden vores fysiske tilstedeværelse. Det var en god nyhed at stå op til denne mandag morgen.

Nu kunne vi gå igang med at få lavet det columbianske pas, og derefter det danske pas til Kevin. Han er iøvrigt kommet til at hedde Kevin Jose Bæk Knudsen Knudsen - funky!!

Vi aftale at hendes assistent, Carolina, ville hente os på hotellet kl 9.30 for at tage ud og lave det første pas.

Således blev vi hentet af assistenten og den chauffør, vi kørte med aller første gang vi skulle fra lufthavnen i Bogotá og til hotel Las Palmas. Han er i besidelse af, hvad må være, det eneste barnesæde i Columbia. Kevin sad således trygt alle 800 meter vi kørte for at komme til paskontoret. Mor og far sad noget klemt, så det var godt det ikke var 801 meter.

På gaden udenfor paskontoret var der en kø på 40-50 mennesker. Indenfor var der en gang på 50 meter, propfyldt med columbianere, der alle skulle have lavet et pas. Da vi spurgte Carolina om årsagen til dette, forklarede hun os noget med, at det havde været varmt, og pga. at vejret var slået om, ville alle nu på ferie i udlandet!? Måske forstod vi ikke helt hendes engelsk, eller også forstod hun ikke vores spørgsmål. Underligt var det ihvertfald!

Siden vi havde Kevin med, havde vi fortrinsret i de forskellige køer - tak for det, for vi kunne hurtigt forestille os, at den føromtale mega-kø, ville tage dage at komme igennem.

Vi fik taget et pas foto af drengen, og fik udfyldt ansøgningsskemaet til passet.

At lave et columbiansk pas ser ud til at være en formsag. Det tager ca 30 minutter, og vi har aldrig oplevet en pasfotobeskærer med mere sved på panden end ham, der alene mand, servicerede de mange hundrede pasansøgere. Klip, klip, klip - så havde du otte billedeeksemplarer af dit kønne, men i denne sammenhæng, altid anstrengte og forvredne ansigt.

Da det blev vores tur til at udfylde de formularer, som skulle bruges til at fremstille selve passet (i Bogotá tager de ikke let på tingene...) kom vi så til dagens dårlige nyhed.

På centraladministrationen i Cotorra, som vores advokat havde besøgt torsdag eftermiddag, havde de godt nok fabrikeret en ny fødselsattest med det korrekte navn. Men i kampens hede, havde en-eller-anden glemt at angive Kevins nye nationalitet: Dinamarca.

Ved skranken på paskontoret i Bogotá blev denne bagatel til en absolut show stopper for vores foreværende. På trods af megen debateren frem og tilbage om hvorvidt det gav sig selv at drengen skulle være "Dinamarca" når nu alle oplysninger om forældrene indikerede dansk statsborgerskab eller hvorvidt den gamle attest, hvor nationaliteten var udfyldt korrekt kunne bruges til noget, hjalp det "nada". Forbandede lort, tænkte vi hver især, inde i os selv. Vi huskede sågar at bevare et venligt kropssprog, selvom vi godt vidste at det betød endnu en tur til Cotorra for vores advokat. "Adios, gracias" blev det kort til damen på den anden side af skranken, som faktisk virkede ærgelig på vores vegne. Vi tænker at hendes situation er den samme som vores; dokumenterne skal være korrekte for at udløse det forbandede pas...

Tilbage på hotellet forsatte vores undren over, hvorfor ACs lejesvende (advokater, tolke olign) er så forholdsvist dårligt instrueret i at gennemskue de vigtige detaljer i de forskellige dokumenter. Men som Heidi skriver et sted på denne blog: "This is Columbia".

Med morgenens gode nyhed, kunne vi allerede se os selv i flyet imod Paris, tirsdag aften. Fra nu af, har vi besluttet at tro på det, når vi faktisk er i luften over atlanten.

Vi ved derfor ikke hvornår vi skal forvente at tage hjemover. Det hele afhænger nu af columbias infrastruktur og hvornår posten fra Montería når til Helenas kontor i Bogotá.

Encore
Dette forgik mandag formiddag ved 10-11 tiden. Nu er det aften, og vi har behandlet den pisse irreterende situation. Modet er derfor opadgående, tilstræbende godt, og vi vil nyde de næste dage her i Bogotá.

Panaca Sabana

I søndags var på på udflugt på Panaca Savanne. Formålet var at opleve lidt nyt og samtidig få en luftforandring fra Bogotás befærdede gader.

Panaca ligger 40 minutters kørsel fra vores hotel. Vi blev hentet lige efter vores morgenmad og ankom til savannen ved 10 tiden.

Hotellets receptionist havde arrangeret at vi ville blive fragtet af en chauffør fra Hansatours. Han hentede os som sagt ved hotellet, og på vej dertil, var han meget interesseret i at small-talke omkring forskellene på Columbia og Danmark. Hans engelsk var ok og vi fandt ud af, at den største lighed imellem de to kulturer er humor. Vi griner af de samme ting, og bruger smil og vittigheder til at åbne op for hinanden.

Kevin virkede glad for forandringen i hverdagen, og køreturen gik fint. Han ynder at stå på det midterste bagsæde og kigge ud af bagruden. I Colmbia bruger man hverken barnestole eller seler, så der er dømt fri leg, når der er børn i bilen - den var vist ikke gået i DK.

Panaca Sabana er et sted, hvor de har en masse, primært bondegårdsdyr, altså får, geder, heste, køer, grise og høns. Derudover var der en afdeling med hunde og en med kaniner. Vi så ikke hestene eller kaninerne, men derudover var vi hele savannen rundt.

Turen viste sig at være mest for de voskne, idet Kevin ikke var særlig vild med de større dyr. Når man er 75cm høj virker alle dyr vel store, bortset fra de helt små hunde, men deres arrige gøen var heller ikke lige sagen. Han sad i stedet trygt i sin klapvogn og observerede mors og fars (og chaufførens) betagelse af de forskellige, meget kælne, dyr.

Vi brugte længst tid i hunde afdelingen, hvor vi var hele anlægget rundt, og snakkede med alle de hunde, som var vågne. Der var et sted imellem 80 og 100 forskellige hunderacer. De fleste var i egne burer, men nogle enkelte delte bur to og to. Personalet forsikrede os om, at alle hundende kom ud og løbe mindst en gang om dagen. Havde vi ikke vidst dette, var det et noget sørgelig sted, hvilket blev understreget af, at nogle af hundende løb rundt i små cirkler i deres eget 20m2 bur. Desværre blev de først lukket ud kl 3 om eftermiddagen, og da vi var afsted i vores formiddags-rutine-vindue, var det ikke sådan lige at blive hængende indtil da.

Da vi ankom til stedet, var det med noget overraskelse, at chaufføren havde i sinde, at gå med os rundt på savannen. Han var sød og rar, men vi havde forestillet os en hyggelig familietur - os alene, men hvordan forklarer man lige det?

Det gik dog fint, at have chaufføren med, og han var flink til at oversætte div. skilte og kommentatorer. Han er normalt tilknyttet adoptanter i Bogotá området (ligesom Rami er det i Montería), så han kendte alt til vores situation. Dog synes vi, at han var lidt for ivrig for at bære rundt på Kevin, som dog tog det i stiv arm, så længe mor og far var i nærheden.

Vi spiste frokost på en restaurant på savannen, hvor Kevin hyggede sig med at spise sin mad selv.

Igen talte vi med chaufføren om Danmark vs Columbia og fik bekræftiget, at på trods af trange kår og de få muligheder for en stor del af befolkningen, er familien det aller vigtigste for den generelle columbianer. Vi så da også rigtig mange, store familier, der var en tur på savannen denne søndag.

Vi var tilbage op hotellet ved 2 tiden om eftermiddagen. Det havde været en dejlig dag, med nogle gode oplevelser og fremfor alt et afbræk i vores hverdags-vente-tilstand.

Kevins bagage

Vi har en super-utrolig-mega-dejlig-og-fantastisk-elskelig-søn, som vi glæder os meget til, at dele vores fremtid med.

Fra dag et, stod det klart, at her var en dreng, som ville os og som også ville have noget retur. Berøring, trøst, leg og latter. Det hele var med fra starten. Og på de, nu 18 dage vi har haft hinanden, er der kun kommet mere til.

Alt dette kommer ikke af sig selv. Og selvom vi selv synes vi gør det godt, stammer de fleste af de egenskaber, vi ser hos Kevin, en solid og kærlig opvækst hos sin plejefamilie.

Når vi iagttager Kevin ser vi således at han er nem at skifte, han børster selv sine 8 tænder (med hjælp fra mor og far), han spiser fornuftigt og drikker rigeligt, han kan selv lege og vil gerne lege med andre, han er renlig i den forstand, at han er vant til at tørre sit ansigt efter at have spist, han er åben og tydelig i sin kommunikation og han tør stille krav. Og vigtist af alt er han i stand til at modtage og give kærlighed.

Når Kevin vågner om morgenen og kommer over til mor og far, som stadig ligger i sengen, nyder han at være i centrum og hygge og lege. Det kan sagtens stå på i en halv times tid, altimens rummet runger af hvin og latter. Det er ca. samme periode det tager mor at vågne helt op... :-)

Når mor og far giver hinanden et knus, søger Kevin fællesskabet. Der bliver uddelt en masse kys og kram, og vi leger ofte i en klynge midt på gulvet.

I plejefamilen var der tre andre, ældre børn, som var familiens egne. Kevin var i den forstand en efternøler, som har fået det som han ville. Han har et sundt temperment, som især kommer til udtryk, når han ikke lige får sin vilje. Nogle gange er det bare for meget, og så må han rette ind til højre. Det forstår han typisk, men det sker ikke uden kamp (læs: skrig og skrål). Det tager vi gerne med, for det vigtige er, at han tør give sin utilfredshed til kende overfor sine nye forældre.

Alt-i-alt kunne vi ikke bede om en bedre tilpasset og elsket søn, og vi glæder os til at kunne fylde mere i Kevins bagage som årerne kommer.

Imens holder vi vejret

I onsdags ankom vi til Bogotá, nærmere bestemt Hotel Las Palmas. Torsdag morgen havde vi et ganske uformelt, men alligevel vigtigt møde med Helena (den opmærksomme læser husker nok, at Helena er AC Danmarks kontaktperson her i Columbia, og derfor en ret afgørende deltager i det her spil).

Formålet med mødet var for Helena at afgøre, hvorvidt sentencia og fødselssattest navne-mæssigt stemte overens med det system hvorefter Kevins columbianske pas skal laves.

I Columbia er det, som tidligere nævnt, navnet, der er ident for en person (med de personsammenfalde det måtte give). Fornavn(e) kan man selv bestemme hvorimod efternavnene ALTID er faderens efternavn efterfulgt af moderens efternavn. I Kevins tilfælde bliver det altså "Knudsen Knudsen" (!!!!!!!!!!!) Vi har hele tiden haft den indstilling, at vi ikke ville lægge vægt på columbianernes måde at sammensætte efternavne og derfor heller ikke, hvad Kevin hedder i sit pas, så længe det sikrer at sagen kan godkendes.

Dette er viden, som vi har sammenstykket fra forskellige kilder, da det ikke fremgår 110% klart i ACs (hverken fra Danmark eller Columbia) informationer. Ihvertfald ikke tydlig nok i forhold til at det er DEN afgørende detalje under hele opholdet her i Columbia.

Da vi i de førsta dage af vores ophold i Montería blev spurtg om, hvad barnet skulle hedde, svarede vi således "Kevin Jose Bæk Knudsen", hvilket jvf. ovenstående er ugyldigt. Sentencia og fødselssattest angiver således, at Kevin skal hedde "Bæk Knudsen" til efternavn. Det er altså med dette efternavn at sagen er godkendt.

Dette spottede Helena øjeblikkelig, og indenfor 2 minutter, havde hun, telefonisk, irettesat vores advokat og sat hende igang med at få rettet op på situationen. Det er Helenas vurdering, at advokaten alene kan tage til Cotorra og få en ny fødselsattest (med de rigtige efternavne).

MERE VED VI PT IKKE - derfor har vi holdt vejret siden, og derfor har det været så-som-så med andre informationer på denne blog siden torsdag. Vi har ikke hørt fra Helena siden mødet, hvilket vi håbet på betyder, at sagen er i orden, og at vi blot venter på kurerposten med den nye fødselsattest.

Vi holder stadig vejret...

Kevins 8. tand

Nogle dage er bedre end andre dage. Det er så sandt som det i '93 blev sunget af U2s forsanger.

Idag har været en af de "andre" dage, hvor der ikke har været langt imellem tårene fra vores lille dreng. Det kan være den mindste forandring i omgivelserne, et fald over noget legetøj eller noget helt tredie, der er udslagsgivende. Fælles for det hele er, at Kevin har vist en utilpashed i løbet af dagen, som har krævet trøst hos mor og far.

Det er vist sådan noget, som ikke kan forklares, og vi gør da også vores bedste for at få ham igennem de ulykkelige stunder, uden at søge en forklaring. Det ville dog være lettere hvis vi vidste hvorfor drengen græder.

Lige nu begrunder vi det bare med, at han er ved at få sin ottende tand. Om fjorten dage kan det være at grunden er den niende tand, og senere den tiende, ellevte og tovlte. Hurra for perceptionens mange muligheder...

De hjælpene hænder

I alt hast fik vi taget et par billeder af de personer, som har hjulpet os igennem adoptionssagen.



Ana Maria var vores advokat, som ud over at have styr på dokumenter og regler også kendte en masse vigtige mennesker og dermed skabte en del genveje for netop vores sag.




Johanna var en assisterende advokat, som er durkdreven i adoptionssager. Så vidt vi fortod, var det hende, der sørgede for, at alle navne og numre var korrekte i vores sag, hvilket er det aller vigtigste, idet man her i Columbia ikke opererer med et decideret "CPR nummer". Istedet er det navnet, der er ident for en person.




Og så var der Rami (Ramirez), som hjalp os igennem det hele. Uden ham tror jeg ikke vi havde været, hvor vi er nu. Han har hjulpet os med stort set alle aspekter af, at leve i Montería med et ny-adopteret barn. Fra tøjvask til flybilleter. Han har, med stor iver, sørget for at bestille hotel værelser, og har gået forrest i kampen om at handle priserne ned til et acceptabelt niveau, og han har sørget for at underholde Kevin, når forældrende har været helt udbrændte. Rami er en af den slags personer, som gør alt for at den aktuelle situation får det bedst mulige resultat, og det med et konstant smil på læben. Rami er uundværlig for adoptionssystemet i Montería! Intet mindre.

What a day...

Da vi stod op imorges, havde vi stadig smagen af gårdagens forgæves køreturer i munden. Så læste vi de opmuntrene kommentarer på bloggen, og fik vendt det negative til noget positivt - tak for det.

Vi kendte godt dagens program; vi skulle til Cerete og hente kopier af den underskrevne sentencia og derefter videre til Cotorra for at få underskrevet forældremyndigheden. Vi er lidt i tvivl om hvad de forskellige dokumenter præcist går ud på, men det er der nok nogle af folkene på den anden side af skranken der ved. Hvis alt ville gå vel, var planen yderligere, at vi skulle videre til Bogotá og indlogeres på Hotel Las Palmas.

Og her sidder vi så. I mørket på Hotel Las Palmas (strømmen er gået, og de to madmødre, der er tilbage, ved vist ikke helt hvad der skal ske :-) og skriver dette indlæg. Vi havde på forhånd forventet en hektisk dag, med masser af kørsel, masser af venten og en utålmodig lille dreng. Og hvordan gik det så...?

Vi kom til Cerete uden de store problemer, og imens Kevin, Ditte, Thomas og Rami ventede i bilen, hentede Ana Maria (advokaten) de underskrevne papirer...one down, two to go... Turen gik videre til Cotorra. Kevin var begyndt at blive en smule utålmodig, men efter 35 min ankom vi atter til Kevins fødeby. Idag var folkeregistreringskontoret åbent. Udenfor bygningen ventede 5-6 mennesker og indenfor yderligere 7-8. "så for den" tænkte vi, "det kommer til at tage noget tid det her!". Vores advokat, som ikke var helt på toppen idag, møvede sig dog foran i køen, og efter lidt parlamentaren frem og tilbage, henover det i rummet, fritstående bord, som tjente som både skranke og arbejdsplads for tre ansatte, gik det op for Ana Maria, at den eneste ansatte, med mandat til at behandle sagen var i Montería (!!!). Det gjorde situationen en smule tilspidset, for udover udsigten til at skulle køre forgæves hjem igen, var der idag stegende hedt på dette lille kontor, 35-40 grader. Ventilatoren i loftet gjorde sit for at vende rundt på den varme luft, men det var så-som-så med resultatet. Herefter tog Rami over. Efter ca 20 minutters skælden og smælden, fik han de øvrige ansatte til at tage telefonisk kontakt med den manglende medarbejder. Meldingen var, at hun ville være tilbage på sin pind 11.30. På dette tidspunkt var klokken 10.15... Ramis ord var "we'll wait, because I can't come back to Cotorra". Ligesom os, havde han fået rigeligt af køreturen hertil. Så vi satte os i hver sin plastikstol og ventede...og ventede.

En time kan deles op i tolv lige store perioder af fem minutters varighed. Vi skulle vente en og trekvart time, altså enogtyve femminutters perioder. Med denne inddeling kunne ventetiden overståes i etaper. Meget smart... Det hjalp ihvertfald faderen. Og det passede også ca intervallet hvormed Kevin skiftede humør. I den første mange femminutters intervaller, var det udelukkende et skifte imellem forskellige lege, som foregik inde i det, i forvejen befolkede lokale, men som perioderne gik, skiftede humøret til et mere irretabelt og utilfreds af slagsen. Det var der ikke noget at sige til, idet sveden piblede fra den lille dreng og der var bare ikke andet at gøre end at vente. En hård tid, som syntes at vare meget længere end den egentlig var.

En time og femogfyrre minutter senere ankom Cotorras enehersker. Der var efterhånden ankommet mange mennesker, som alle havde forhåbning om, at få en sag behandlet denne dag. Langt de fleste blev afvist med "mañyana" - et resultat, som de ikke virkede overraskede over. Tænk engang, nogle af dem havde ventet længere end vi havde, og de accepterede uden videre, at blive sendt hjem med uforrettet sag...den var sgu ikke gået i DK, hva!?

Efter en halv times tid, var alle andre end os, blevet ekspederet. Vi tænkte at det var fair nok, så længe vi kunne komme afsted med vores underskrevne dokumenter. Men så let skulle det ikke gå. Først var der debatteren om hvorvidt "Bæk" var et fornavn eller et efternavn. Så opstod der uklarhed om vigtigheden af at Kevins blodtype fremgik nogensteder. Derefter tog vi lige endnu en tur i navne-karusellen. Efter alt dette, var der efterhånden gået 3 timer, og klokken var således ved at nærme sig 13, og vi, som meget gerne ville nå både fly og hotel.

Lad os bare sige, at det begyndte at snærpe til mht. tiden.

Igen trådte Rami i karakter, og klarede Cotorra->Montería på 45 minutter. Der blev dytter meget, og overhalet indenom endnu mere. Vores erfaringer viser, at det er helt normalt her i Columbia. Kørestilen kan forklares kort: "hornet og spederen i bund - og undgå hullerne i vejene".

Vi ankom således til Hotel Sinu ved 14-tiden, nåede et skyl i bruseren, fik overstået fodringen, pakkede kufferterne og fik checket ud af hotellet til kl 15. Rami hentede os med beskeden om, at de eneste flybiletter til Bogotá var til den svimlende pris af 1.4 mill pessos (~3.800 kr - det kostede 500 kr den anden vej), så der måtte lige afholdes et forældreråd om hvorvidt vi skulle tage en ekstra nat på Sinu, eller bruge de ekstra spir for at komme til Bogotá (torsdag formiddag ville billetterne igen koste 500 kr). Vi besluttede os således for at tage afsted, og kørte et par blokke videre, for at købe billetterne.

På billetkontoret viste det sig, at de ikke tog imod kredit kort (!!!!!!?!), så imens mor og Kevin var parkeret i Ramis bil, måtte farmand ud og skaffe nogle cool cash. På vej ud af døren fik vi den glædelige nyhed, at der var to afbudspladser, som kostede endnu mindre end normalprisen. Så skulle vi ikke hæve så mange penge, og i hvilken automat kan man lige hæve 1.4 mill pessos? læs: ingensteder. Faktisk kunne der ikke hæves penge overhovedet. Tilsyneladende har alle vores kredit kort nået et-eller-andet maksimum, for hvad der kan hæves - underligt, men det må banken tage sig af imorgen.

Tilbage på billetkontoret, med 50 min til afgang, fik farmand overtalt personalet til at tage imod en betaling i US dollers. Det var godt nok en tarvelig kurs, men vi kom afsted for 200 usd. Med 45 min til takeoff drog vi således afsted imod lufthavnen. Selv Rami, som ellers har været klippefast, og en fænomonal ankermand, var begyndt at blive stresset. Igen trak han en kanin op af hatten, og fik os til lufthavnen med 10 min til afgang. Og den mand kan trylle. På 5 min fik han os igennem check inn, 2 x security og vi nåede endda at tage et par billeder til albummet. Vi er og bliver ham evigt taknemmelige!

Således kom vi ombord på flyet - og vi var ikke engang de sidste...

Det virkede ret urealistisk at sidde der i flyet, med så mange oplevelser på en dag, vel vidende, at det meste af hele rejsen var overstået. Især med den meget hektiske eftermiddag i erindringen var det en god fornemmelse, at sidde der, i en air-conditioneret fly, med sin familie og en masse vigtige dokumenter og ikke skulle jage den ene underskrift efter den anden. Vi var glade. Og Kevin så ud til at være klar til sin første tur i en flyvemaskine...